Hjemve

Gode råd mod hjemve

1.  Gør dit bosted hyggeligt

Det kan være en rigtig god ide at medbringe personlige ejendele, som spiller en rolle i din hverdag derhjemme. Det kan gøre dig mere tryg og komfortabel i dine nye omgivelser, og hjælper met at skabe en følelse af hjemlighed. Det behøver ikke at være noget stort eller kræve store ændringer, det kan være små ting som et billede eller noget du holder af. At gøre dit bosted hyggeligt og personligt kan bidrage til at skabe en mere afslappet og positiv atmosfære, som gør tilpassningen lettere.

2.  Find dine yndlingssteder

Find nogle steder udenfor dit hjem, hvor du kan slappe af og samtidig blive bekendt med den nye kultur. Søg efter et sted, hvor du føler dig afslappet og hjemme, og som giver dig ro, når alt andet føles overvældende. Det kan være en café, et bibliotek, et fitnesscenter, en bar, en park eller måske en forening.

At have et trygt sted at vende tilbage til kan gøre en stor forskel i din tilpasning til den nye hverdag. Vi anbefaler, at du tager på 'udforsknings-ture' tidligt i dit ophold, så du kan opdage dine potentielle yndlingssteder, og skabe en følelse af tilhørsforhold i det nye miljø.

Husk

Vi er heldige at have sociale medier til at holde kontakten med dem, vi holder af, især når vi er på udlandsophold. Det giver os mulighed for at være tættere på vores nærmeste, selv når vi er langt væk. Men det er også let at blive fanget i den konstante "scrolling", uden nogen egentlig intention eller formål. Det er fristende at følge med i alt, men nogle gange kan det være godt for din oplevelse at tage en pause fra de sociale medier. Husk, at grunden til, at du tog til udlandet, var for at opleve noget nyt og nogle gange er det at være til stede i øjeblikket og udforske din nye hverdag den bedste måde at få mest muligt ud af dit ophold.

3.  Skab en daglig rutine og udforsk dit nye miljø

De nye omgivelser kan føles overvældende, da der er mange nye ting, man skal tage sig af samtidig. Når tingene bliver overvældende, kan det virke som den nemmeste løsning at isolere sig i boligen. Men prøv at undgå at isolere dig med telefonen eller computeren. Det er helt okay at erkende, at du måske ikke altid føler dig godt tilpas eller oplever hjemve. For at komme videre er det vigtigt at aktivt tage skridt mod at bryde ud af denne følelse.

Skab en daglig rutine, som gør at du er aktiv og oplever en masse. Måske har du mulighed for at integrere nogle af de ting, du plejer at gøre, i din daglige rutine? Eller måske er der en mulighed nu for at prøve at opbygge en anderledes rutine? Chancerne for at få hjemve er langt mindre, hvis du har travlt med fritid, job og at opleve det nye land og den nye kultur. I starten kan det være en udfordring at aktivere sig selv, men når du først har lært din nye by at kende og fået en forståelse for den kollektive trafik, så åbner der sig en masse spændende muligheder.

4. Opbyg et socialt netværk

Forsøg at deltage i sociale aktiviteter og arrangementer, hvor du kan møde nye mennesker og få nye venner. Spørg dine kollegaer om de kender til arrangementer I kan deltage i, eller om I skal lave noget i fritiden. Hvem ved, måske finder du en ven for livet i det nye land, eller måske får du et netværk, som kan hjælpe dig hvis du vil tilbage og arbejde i landet efter endt uddannelse.

At finde mennesker gennem fælles aktiviteter eller interesser kan være en effektiv måde at skabe venskaber på. Ofte knytter folk bånd gennem fælles oplevelser, hvad enten det er sport, kunst eller frivilligt arbejde. Når man deler passioner, bliver det lettere at finde ligesindede, hvilket kan føre til stærkere og mere varige relationer.

Vi anbefaler derfor, at du kortlægger området eller finder steder, hvor du tror, du kunne nyde din fritid og måske få mulighed for at møde nye mennesker. Når du engagerer dig i aktiviteter, der interesserer dig, er det lettere at finde fællesskaber og skabe nye venskaber.

Spørg også de lokale, der bor i området, om deres fritidsaktiviteter. Det er vigtigt at vise interesse for det nye område, traditioner og de muligheder, der findes i din nye by. Dette kan hjælpe dig med at opdage nye steder og integrere dig bedre i lokalsamfundet.

5. Dagbogskrivning

En effektiv måde at bearbejde følelserne på er at skrive en dagbog. Det giver dig mulighed for at reflektere over dine oplevelser, registrere dine fremskridt og sætte ord på de følelser, du måske ikke har haft mulighed for at dele med andre.

At skrive dagbog behøver ikke nødvendigvis at være dybtgående eller omfatte alle detaljer. Det kan være en enkel og effektiv måde at få tankerne ned på papir i stedet for, at de flyver rundt i hovedet. Når tankerne og overvejelserne først er skrevet ned og står sort på hvidt, kan det nogle gange give et nyt perspektiv. Det kan også hjælpe med at træffe beslutninger eller få bedre overblik over situationer, når de er blevet skrevet ned.

Det kan være en god idé at notér de skridt, du tager for at tilpasse dig din nye hverdag og hvad du har opnået, selv de små succeser tæller. At se tilbage på dine egne ord og forstå din egen udvikling kan hjælpe med at skabe en følelse af stolthed og lettelse, når du ser, hvordan du har håndteret svære tider. Det kan også være en påmindelse om, hvorfor du valgte at tage af sted i første omgang, for at vokse og lære.

Øvelse

Her er en refleksionøvelse, du kan muligvis prøve at lave ugentligt. Denne øvelse kan være forebyggende eller give dig et overblik over de skridt, du har taget, siden du begyndte på din praktik. Tænk både på arbejdet og dit personlige liv, når du besvarer disse spørgsmål:

  1. Hvad har jeg lært i denne uge? Hvilke færdigheder har jeg styrket eller udviklet? Lærte jeg noget nyt om mig selv?

  2. Hvilke udfordrende situationer stod jeg i, som jeg formåede at løse? Både store og små ting.

  3. Hvad har jeg gjort eller opnået, som jeg er stolf af i denne uge?

  4. Hvad gav mig mest glæde eller inspiration?

  5. Hvad var jeg taknemmlig for i denne uge?

  6. Hvordan kan jeg nære mine interesse og energi til næste uge?

Du kan bruge disse spørgsmål som et redskab til at reflektere over din udvikling og få indsigt i dit fremskridt og hvad der giver dig energi og glæde. Ved at tage dig tid til at stoppe op og tænke over din uge, kan du skabe en bedre forståelse af dine mål og hvordan du kan fortsætte med at vokse både professionelt og personligt.

6. Søg professionel hjælp

Hvis du har prøvet de anbefalinger, vi har nævnt ovenfor, men stadig føler, at hjemve påvirker dit ophold meget negativt og forhindrer dig i at nyde din hverdag, så anbefaler vi, at du søger professionel hjælp. Det er helt naturligt at føle sig overvældet, når man er væk fra hjemmet, men hvis følelsen af hjemve bliver ved med at påvirke din trivsel, kan det være en god idé at tale med en fagperson, såsom psykolog, terapeut eller rådgiver. De kan hjælpe dig med at forstå og håndtere dine følelser og give dig værktøjer til at komme videre og få mest muligt ud af din oplevelse i praktik.

Hvem skal jeg kontakte hvis jeg føler hjemve?

Hvis du har hjemve, er det en god idé at gøre et af følgende:

  1. Ring til din familie eller venner

  2. Kontakt din koordinator/underviser

  3. Tal med en arbejdskollega

  4. Del oplevelsen med nogen i nærområdet

  5. Søg professionel hjælp